Øreakupunktur er måske ligeså gammel som menneskeheden, og har været brugt til smerte-og sygdomsbehandling, beroligende behandling, bedøvelse og meget mere – over det meste af verden. Fra Kina kendes metoden fra år 500 f.Kr. I en af de ældste kinesiske bøger om medicin og behandling – HUANG TI NEI CHING SU WEN (Den Gule Kejsers klassiker om Intern Medicin) – samlet og skrevet i perioden 497-221 f;Kr;, står der bl;a;: ”Inspicer øret for at diagnosticere nyrerne”, hvilket viser, at ørets betydning i den kinesiske medicin er mere end 2500 år gammel. Metoden har i perioder været forbudt i Kina, hvorfor den har været tæt på at blive glemt. Den blev dog genindført af Mao Tse-tung efter den kommunistiske magtovertagelse i 1949. Romerske, græske og ægyptiske optegnelser fra ca. 500 f.Kr. beskriver, at Hippokrates og andre læger brugte øreakupunktur til behandling af fx seksuelle problemer og gynækologiske lidelser. Notater fra den persiske læge Avicenna, der levede 980-1037 e.Kr. beskriver bl.a. behandling af iskias, hvor man satte en glødende nål i ørepunktet for 5. lumbal. Metoden kaldes cauterization og benyttes stadig i Kina. Nu om dage benyttes øreakupunktur til behandling af en endnu længere række af sygdomme og ubalancer – fysiske som psykiske – samt til afvænning fra afhængighed af tobak, medicin, mad og narkotika. Den franske læge og ingeniør Paul Nogier (1908- 1996) beskrev i 1950’erne reflekspunkter i øret og teorien om ’Kroppen i øret’ og fandt senere ud af at kommunikere med kroppens nervesystem via radialpulsen; Han underviste i øreakupunktur gennem 45 år og blev for dette arbejde indstillet til Nobelsprisen. Paul Nogier havde det synspunkt, at organismen ikke bare var kemiske forbindelser, men at fysisk stimulation af kroppen fx med nåle, kunne bekæmpe sygdomme. I midten af 1960’erne kendte man til godt 100 akupunkturpunkter i øret, mens man nu er i nærheden af 1.000 punkter, der benyttes til behandling af over 150 sygdomme og tilstande. I 1972 besøgte præsident Richard Nixon – sammen med mange fremsynede videnskabsmænd – Kina, hvorefter øreakupunkturen blev rigtigt kendt i den vestlige verden. I erkendelse af, at der var en stigende interesse for området afholdt WHO (Verdens Sundhedsorganisationen) en videnskabelig konference om akupunktur i juni 1979 i Beijing, Kina. Læger fra mange forskellige lande, der udførte akupunktur, blev inviteret, således at de kunne sætte navn på lidelser, der kunne forbedres med denne terapiform. Deltagerne kom op med en liste på 43 sygdomstilstande. I 1979 afholdtes den første internationale konference om øreakupunktur i WHO og i 1982 blev Kina, Vesten og WHO enige om en fælles beskrivelse af akupunkturpunkternes betydning. Gennem årene er der sket omfattende studier af akupunktur og der er sket store fremskridt for at udføre kontrollerede kliniske forsøg, der inkluderer placeboakupunktur. Selvom antallet stadig er begrænset pga. vanskeligheder ved at udføre sådanne forsøg, er der udgivet overbevisende rapporter, der er baseret på pålidelige undersøgelsesmetoder. Desuden er der lavet eksperimentelle studier om akupunkturens mekanismer. WHO standardiserede øreakupunkturen med en nomenklatur i 1990, hvor man fandt evidens på 90 punkter. I 1991 blev der af generaldirektøren for WHO på den 44. World Health Assembly, fremlagt en rapport om fremskridtene indenfor traditionel medicin og moderne helbredspleje. Rapporten udpegede, at i lande, hvor akupunktur er en del af kulturarven, og dets brug er en integreret del af at få traditionel og moderne medicin til at forenes, skaber dets brug ingen problemer. I lande, hvor moderne vestlig medicin er fundamentet for helbredspleje, kræver den etiske brug af akupunktur objektivt bevis for dets effekt under kontrollerede kliniske forhold. I 1996 blev et udkast til en rapport om klinisk udførelse af akupunktur (ACUPUNCTURE: Review and Analysis of Reports on Controlled Clinical Trials) gennemgået på WHO’s konference om akupunktur, der blev holdt i Cervia, Italien. Deltagerne anbefalede, at WHO skulle revidere rapporten, så der blev fokuseret på data fra kontrollerede kliniske forsøg. Disse kontrollerede forsøg gav i 1999 bevis for, at akupunktur er en effektiv behandlingsform i forhold til over 90 sygdomme, symptomer eller tilstande. Øreakupunkturen har således fået sin renæssance og har bevist sin effektivitet som behandlingsform. Den ’Moderne Kinesisk Øreakupunktur’ benytter alle de muligheder vi har med laser, nåle m;v;